Share
HI-messe - Ny brancheforening
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌
Har du problemer med at læse nyhedsbrevet? Læs det i din browser
Grøn svejsespray reducerer omkostningerne
Olie- og kemirester i forbindelse med svejsninger og hulboringer udmønter sig ofte i ekstra omkostninger for vores kunder. For at zinken kan binde optimalt til stålet, skal konstruktionen være helt ren. Når kemiresterne ikke kan fjernes ved almindelig afsyring, er det nødvendigt at udføre en metallisering efter varmforzinkningen. En metallisering er en tidskrævende proces, som vi allerhelst vil undgå, da det giver ekstra omkostninger for kunden og gør det svært for vores medarbejdere at planlægge optimalt.

For at eliminere merudgifterne til metallisering har vi nu indgået et strategisk samarbejde med Bio-Circle Surface Technology. Virksomheden blev grundlagt i Tyskland i 1985 og har sit danske hovedkvarter i Ringe på Fyn. Bio-Circle har en lang række vandbaserede miljøprodukter, som opfylder alle krav til en moderne industriproduktion med stål som omdrejningspunkt.

Vi har testet og godkendt flere af Bio-Circle´s smøre- og skæremidler, hvor især svejsesprayen E-WELD 2 er interessant for vores varmforzinkningskunder. E-WELD 2 er et miljøprodukt fremstillet på solsikkeolie og ekstrakter af hasselnød. Den er velegnet til alle typer svejseopgaver og forhindrer svejsesprøjt og svejseklatter i at sætte sig fast på stålet. Svejsesprayen indeholder ingen miljøskadelige restprodukter og der er derfor ingen krav om deponi.

Vi ser spændende perspektiver i samarbejdet med Bio-Circle og får kun positive tilbagemeldinger fra vores kunder vedrørende E-WELD 2. Hvis du vil vide mere om, hvordan du undgår unødvendige udgifter til metallisering, er du velkommen til at kontakte os her.

Smemek har fået en ny favorit
Smemek er en højt specialiseret smedevirksomhed beliggende i Videbæk i Vestjylland. Her produceres der især komplekse stålkonstruktioner til den danske byggesektor. På årsbasis bliver mere end tusind ton stål - i form af blandt andet altaner, værn og trapper, sendt afsted til varmforzinkning.

Tidligere har Smemek haft udfordringer med sorte plamager og knaster forårsaget af olierester. Det har gennem årene resulteret i væsentlige merudgifter til metallisering. Smemek bruger i dag kun svejsesprayen E-WELD 2 fra Bio-Circle, og det er der flere gode grunde til, fortæller Henrik Stokholm, drifts- og udviklingschef hos Smemek.

”Vi er blevet mere bæredygtige og har reduceret udgifterne til metallisering og indkøb. Vi har prøvet mange forskellige slags svejsespray, men den her er absolut favoritten. DOT står inde for produktet, og vi har en meget fin dialog med Bio-Circle. I dag sparer vi penge på metallisering, da vi overhovedet ikke har de samme udfordringer som tidligere. På bæredygtighedskontoen kan vi også notere et plus. Det er slut med at sende svejsespraydåser til deponi, da vi efterfylder E- WELD 2 direkte fra dunken til vores sprayflasker. At vi har et markant mindre forbrug af svejsespray, er naturligvis også positivt”, påpeger Henrik Stokholm fra Smemek.

Første fabrik i Norge
I juli måned kunne vi offentliggøre at vi har fået vores første fabrik i Norge. Med opkøbet af DuoZink AS forstærker vi igen positionen på det nordiske marked, og vi har nu varmforzinkningsfabrikker i alle tre skandinaviske lande. Den nye fabrik er beliggende i Stokke, tæt på Sandefjord, kun 100 kilometer fra Oslo´s omfattende industri.

DuoZink AS ligner på mange måder en DOT-fabrik. Der benyttes kun grøn produceret low-carbon zink til varmforzinkning og fabrikken opererer med et veludbygget logistiknetværk til afhentning og levering af gods. I forvejen servicerer vi flere norske kunder fra vores lokation i Säffle, og vi ser frem til at introducere både eksisterende og nye kunder til vores mange full-service ydelser med udgangspunkt fra Stokke.

DuoZink AS blev etableret i 2003 med Bjarne Kihle og Johnny Theigmann i spidsen. Ejerkredsen var enige om at afhænde virksomheden til en nordisk aktør med praktisk erfaring i drift og videreudvikling. Mens Bjarne Kihle nu går på velfortjent pension, bliver Johnny Theigmann direktør for vores aktiviteter i Norge.

”Det bliver et nyt kapitel i mit arbejdsliv, og jeg glæder mig til at være en del af DOT-familien. Det her er den absolut bedste løsning for DuoZink-medarbejderne, Bjarne og jeg selv. Vi kan kigge fremad mod nye mål og fortsætte udviklingen af virksomheden”, siger Johnny Theigmann.

Velkommen til alle nye kunder og medarbejdere i Norge. Virksomheden vil fremover blive benævnt DOT DuoZink AS.

Ingen HI-messe uden DOT
I næste uge er det igen tid for HI Tech & Industry Scandinavia. Som altid er DOT på plads i Messecenter Herning, og vi betragter HI-messen som et af årets højdepunkter. Du finder os i hal J på stand 7248, hvor vi blandt andet vil fortælle om vores arbejde med den grønne omstilling, og hvordan vi som miljøbevidst samarbejdspartner kan hjælpe vores kunder på vej mod nye succeser. I den forbindelse vil vi også sætte fokus på fordelene ved varmforzinkning med grøn produceret low-carbon zink og vores mange full-service ydelser.

Denne gang på HI-messen ser vi ekstra meget frem til at hilse på de af vores nordiske naboer som tager turen til Herning. Siden sidste messe har vi øget antallet af fabrikker i Sverige markant og etableret os i Norge med opkøbet af DOT DuoZink. Danmarks største industrimesse er en kærkommen lejlighed til at hilse på trofaste kunder, leverandører og samarbejdspartnere.

Den uformelle stemning i Messecenter Herning giver grobund for mange spændende samtaler, og vi plejer at få en masse ny inspiration i løbet af de tre messedage. Vi møder talstærkt op, og glæder os til byde velkommen på standen. HI-messen finder sted fra 3. til 5. oktober.

Ses vi i Allerød?

Den 09. november afholdes Dansk Ståldag 2023. Vanen tro inviterer Dansk Stålinstitut alle branchens aktører til en inspirerende dag med spændende indlæg og dialog om de nyeste tendenser. Som altid er DOT en af udstillerne i Nordsjællands Konferencecenter.

Vi sætter stor pris på at være en del af Dansk Ståldag. Den koncentrerede og konstruktive dialog om korrosionsbeskyttelse af stål, og muligheden for at vejlede aktørerne i stålindustrien om blandt andet konstruktionsudformning og forberedelse af emner til varmforzinkning, gør Dansk Ståldag til noget helt specielt. Vi ses i Allerød.

Repræsenteret i ny brancheforening

Dansk Overfladeindustri er en ny brancheforening for alle virksomheder der arbejder med overfladebehandlingsprocesser. Foreningen under Dansk Industri er en fusion mellem Industrilakerernes Landsforening og Dansk Industris Overfladebehandlernetværk, og vi hilser den nye brancheforening velkommen.

Det er vigtigt, at overfladebranchen har et fælles talerør, hvor vi kan samarbejde bredt på tværs af erhvervsfaglige skel. Især når det gælder energi- og miljøpolitik og en modernisering af uddannelsesområdet. DOT er i bestyrelsen repræsenteret ved vores fabrikschef i Fasterholt, Lars Amby Jensen.

Stabilisering af zinkprisen, men…
Efter et betydeligt prispres i forårsmånederne har zinkprisen stabiliseret sig hen over sommeren. Den tendens gør sig også gældende her i begyndelsen af efteråret, men der er dog en vis usikkerhed på grund af en udfordret efterspørgselsside fra en fortsat presset europæisk industri. Samtidig er Kina svækket, da genopsvinget lader vente på sig, orienterer Lars Tragstrup, Vice President i Commodity Sales hos Jyske Bank.

Den kinesiske bygge- og ejendomssektor, som traditionelt står for en betydelig del af efterspørgslen, er særlig hårdt ramt, og reaktionen fra det politiske Kina har indtil nu været yderst moderat. Den kinesiske yuan står svagt over for den amerikanske dollar, hvilket også spiller ind på den manglende lyst til politisk handling.

Udfordringerne for den globale industriproduktion skyldes i høj grad de betydeligt højere rentemiljøer. Det har for mange virksomheder medvirket til en massiv lagernedbringelse i 2023, efter en ellers solid opbygning på grund af udfordringerne i forsyningskæderne i 2021 og 2022.  International Lead & Zinc Study Group noterede i 1. halvår 2023 et forsyningsoverskud på 370.000 ton zink.

En af årsagerne til at priserne ikke er faldet yderligere skyldes udbudssiden, hvor blandt andet hedebølger i de sydlige kinesiske provinser har medført restriktioner på energiforsyningerne fra blandt andet vandkraft med en reduceret zinksmelteproduktion til følge. Disse restriktioner er nu ophævet og der er små positive tegn, som giver håb om en øget efterspørgsel. Det tolkes også positivt at Kina i juli måned importerede knap 77.000 ton zink – den højeste månedlige import siden april 2019.

Zinkprisen har været opadgående den seneste måned. Det tyder på at den globale industri er i bedring, og de fleste analytikere forventer nu let stigende zinkpriser i 2024, beretter Lars Tragstrup, Vice President i Commodity Sales hos Jyske Bank.

DOT A/S
Grønlundvej 81-83
7330 Brande
Denmark
Linkedin

Email Marketing by ActiveCampaign